Prioriterede områder


Digitalt platformsarbejde

skaber nye muligheder for virksomheder og arbejdstagere, f.eks. for personer, der har sværere ved at få adgang til det traditionelle arbejdsmarked. Ved digitalt platformsarbejde forstås arbejde, der leveres via eller på en onlineplatform, eller som formidles af en onlineplatform.

Den mest almindelige forretningsmodel for platformsarbejde er onlinemarkedspladsen for matching af udbud af og efterspørgsel efter arbejdskraft. Der er ofte tale om job inden for erhverv og sektorer som f.eks. transportbranchen (bude og taxachauffører), rengøringsbranchen og handymantjenester (eksponering for kemiske produkter og med høj risiko for glid, snublen og fald). Arbejdstagere på digitale platforme forvaltes af algoritmer, der har indvirkning på opgavefordeling og betaling og indsamler arbejdstagerdata, der kan bruges til at øge overvågning.

På grund af de atypiske beskæftigelsesforhold hos operatører af digitale platforme stiger risiciene for arbejdstagere på digitale platforme. Deres forhandlingsstyrke og kontrol over deres arbejde er desuden lav. Dette er indlysende i sektoren for udbringningstjenester og i transportsektoren, hvor arbejdstagerne befinder sig "på stedet", er lavtuddannede og er underlagt omfattende platformskontrol.

Platformsarbejdere risikerer også isolation, arbejdsintensivering, lange arbejdstider og digital overvågning, der kan medføre et højt stressniveau. På grund af deres beskæftigelsesstatus er deres adgang til beskyttelse imidlertid begrænset. Da platformsarbejdere normalt er selvstændigt erhvervsdrivende, er de selv ansvarlige for deres arbejdsmiljø. Platformene er ikke forpligtet til at indføre foranstaltninger til bedre beskyttelse af platformsarbejdere.

Læs mere om, hvordan de risici, der er forbundet med arbejde på digitale platforme, kan forebygges og begrænses.